Cover- og mosaic-billede til Google Ads scripts

Spar tid med disse 5 Google Ads scripts

Ønsker du at benytte dig af scripts til din annoncering på Google? Men føler du samtidig, at programmering i al almindelighed er en black box, som gør det svært for dig at arbejde med dem?

I løbet af dette blogindlæg vil jeg lære dig, hvad scripts er, og hvordan du implementerer og arbejder med scripts i Google Ads. Jeg tør godt vove at påstå, det er nemmere, end du tror. Sidst i indlægget har jeg samlet fem essentielle scripts, du kan bruge med det samme.

Glem derfor alt om binære talsystemer og krav om mange års programmeringserfaring. Med få gode råd kan du så let som ingenting imponere dine kollegaer ved at håndtere, kontrollere og modificere et 500 linjer langt kodestykke.

Hvad er et Google Ads script?

Google Ads scripts er i al sin enkelthed et kodestykke, der automatiserer og letter dine arbejdsopgaver i forbindelse med din annoncering på Google. Scripts lader dig koncentrere om det, der er vigtigt – og sparer dig en masse tid ved at udføre rugbrødsarbejdet for dig.

Du skal ikke være bange, hvis du ikke har programmeringserfaring. Du kan kvit og frit gå på opdagelse i et hav af koder i Googles kodekartotek.

Hvis du har mod på det, kan du også lave dit eget script fra bunden ved at følge Googles retningslinjer. Kun fantasien sætter grænser, for hvad der kan automatiseres ved hjælp af scripts.

Men hvordan ser et Google Ads script så egentlig ud? Det kan du se et eksempel på nedenfor.

Eksempel på et script til Google Ads

Vigtig viden om scripts

Scripts kan være en smule overvældende, hvis du aldrig har siddet med kode før. Det er dog kun indtil, du ved, hvad du skal kigge efter.

Læs grundigt, hvad scriptet gør, og hvad du skal gøre for at sætte det op, inden du bruger det. Du behøver ikke vide, hvordan koden fungerer ned i mindste detalje. Du skal dog vide, hvordan du ændrer i koden, så den passer til dit behov.

Læs kommentarsporet i koden, hvis det er nødvendigt. Det fortæller jeg lidt mere om i det kommende afsnit.

Kommentarsporet — få vigtigt indblik i koden

Du får indblik i, hvad der bliver gjort i koden ved at læse kommentarerne. Noget af det allervigtigste er dog, at du i kommentarerne kan se, hvad du skal udfylde selv, så den virker optimalt til dine behov.

Kommentarer i script-kode - single line og multi-line

Et konkret eksempel på kommentarer i et Google Ads scripts, kan du se nedenfor. Kommentarerne er de røde linjer i koden.

Eksempel på kommentarspor i Google Ads script

I dette kommentarspor står der eksempelvis, at du skal oprette et nyt Google Docs, indsætte dets URL og indtaste din e-mail.

Derfor skal du bruge scripts

Du sparer en masse tid – og det frigiver ressourcer til at udføre det vigtige arbejde. Du bliver fri for en masse tidskrævende arbejde ved at automatisere opgaver – og i stedet lade dit Google Ads script eksekvere det for dig.

Google Ads scripts kan deles op i fire overordnede kategorier, som hjælper dig med forskellige ting i dagligdagen.

Rapportering

Scripts er særligt brugbare, når det kommer til rapportering. Uanset om det er daglige, månedlige, kvartalsvise eller årlige rapporter, sparer du meget tid, når du ikke selv skal ind i Google Ads-interfacet og trække data ud.

Du kan få sendt rapporten direkte til din mail. På den måde får d de vigtige indsigter på en nem og overskuelig måde med Google Ads scripts.

Budjustering

Budjusteringer er en vigtig faktor for at opnå succes på Googles marketingplatform, og derfor er det vigtigt at have et setup, som fungerer optimalt.

Scripts kan hjælpe dig med budjusteringen. Du kan f.eks. have et script, som budjusterer på din kampagne baseret på vejrforhold. Det kan være en fordel, hvis kampagnen eksempelvis indeholder solbriller eller udendørs aktiviteter.

Værktøjer

Scripts kan fungere som et værktøj i værkstøjkassen, når du skal udføre en bestemt handling.

Tag Sale Countdown scriptet som et eksempel. Det kommunikerer en salgsnedtælling ud til brugeren ved at ændre visse parametre i dine annoncer.

Google Ads scriptet udregner antallet af dage og timer, der er tilbage af udsalget i realtid. Det gør salgsnedtællingen meget mere dynamisk. Samtidig kan du også nemmere give brugeren en fornemmelse af urgency – altså, at de ikke kan vente, hvis de vil spare penge eller have produktet.

Påmindelser

Hold øjne og ører åbne hele tiden — eller få et script til at gøre det alle døgnets 24 timer for dig. Du kan nemlig få Google Ads scripts til at sende advarsler, hvis uheldet er ude, og der kommer en fejlmelding.

Brug scripts til at få status på dine annoncers landingssider eller få en påmindelse, hvis der er tale om unormale tendenser din konto. Scripts er gode til at alarmere, hvis noget er, som det ikke skal være.

Påmindelser gør dig klar over eventuelle problemer med det samme. Det sparer dig for tid, ligesom du hurtigt kan handle på det og løse fejlen. Det øger kvaliteten af dit arbejde, samtidig med at det giver et godt sikkerhedsnet, hvis du sidder med mange kampagner og kunder til dagligt.

Sådan sætter du et Google Ads script op

Hold på hat og briller. Med disse ni simple trin tager jeg dig gennem hele processen med at sætte et Google Ads script op – lige fra tilføjelsen af scripts og navngivning til test og frekvens (hvor ofte det skal køre).

1) Naviger til ”Tools & Settings” i dit Google Ads interface. Vær opmærksom på, at min version af Google Ads er på engelsk, og jeg derfor bruger de engelske termer.

Tools and settings i Google Ads-interfacet

2) Under ”Bulk Actions” trykker du på ”Scripts”.

Scripts under Bulk uploads i Google Ads-interfacet

3) Tryk på ”+” for at tilføje og implementere et nyt script.

Tilføj og implementer nyt script i Google Ads

4) Nu kan du enten copy-paste et script ind eller skrive dit eget script. Hvis du benytter dig af copy/paste-metoden, kan du med fordel slette funktionskaldet (function man()…) og indsætte den nye kode i feltet.

Eksempel på indsætning af script

5) Husk at navngive dit Google Ads script, så du nemt kan finde det igen. Giv det også gerne et navn, som fortæller dig – og andre – hvad det gør.

Navngivning af script

6) Nu er du næsten færdig. Før scriptet virker, skal du autorisere dit script. Det gør du ved at trykke på ”authorize”.

Autorisering af script

7) Brug ”Preview” til at tjekke, at alt er, som det skal være. Når du har trykket, får du en log over, hvordan Google Ads scriptet kører. Hvis der er en fejl, får du at vide, hvor i koden der er en fejl.

Fejl opstår typisk, fordi du mangler at udfylde noget i scriptet. Gå kodestykket igennem, og identificér, hvad du mangler at udfylde. I disse tilfælde kan du med fordel kigge en ekstra gang på kommentarsporet i koden – det kan ofte være en stor hjælp.

Brug Preview til at tjekke dit script inden brug

8) Når du har kørt et ”Preview”, og det ikke har fundet fejl, kan du nu køre og gemme dit script. Naviger til ”Script History” og se, om du har fået et resultat.

Eksempel på resultat i Script History efter brug af Preview

I ovenstående billede kan du se, hvordan det ser ud, hvordan det ser ud efter de første otte trin, og du nu har et Google Ads script, der virker. Læg mærke til navnet, som fortæller, hvad scriptet gør.

9) Gem dit script, og sæt frekvensen scriptet skal køres med. Du kan sætte det til at køre flere gange dagligt eller en gang om ugen. Det er helt op til dig.

Gå ind under oversigten ”Scripts”, og klik på ”Frequency”. Her vælger du den frekvens, der passer til dine behov.

Eksempel på, hvilken frekvens scriptet kører med

Tillykke! Du har nu implementeret dit script.

5 scripts, der gør dit arbejde meget nemmere

Nu hvor du ved, hvordan du sætter et Google Ads script op, kan du med fordel bruge disse fem scripts, som jeg ofte selv bruger. Jeg ved, at de vil spare dig for meget arbejde samt gøre det nemmere at holde styr på kampagner og opdage eventuelle problemer hurtigt.

Tip 1 - Broken Link Checker

Sov godt om natten, og få en påmindelse, hvis der er noget, du skal tage action på. Scriptet fungerer ved at gennemgå alle dine URL’er og tjekke for problemer med visning af siden. Google Ads scriptet skaber overblik og kontrol.

Med Broken Link Checker får du en daglig mail, som fortæller dig, hvis der er landingssider, der ikke bliver vist eller har andre fejl, såsom 404-sider.

Tip 2 - Exact negative in BMM og DSA

Benytter du dig af en BMM/EXACT-kampagnestruktur? Få 100% kontrol og sikkerhed ved at lade Exact negative in BMM og DSA ekskludere alle exact-søgeord i BMM og DSA-kampagner.

Dette er noget, som er helt afgørende for, at BMM/Exact-kampagnesetuppet fungerer optimalt. Scriptet hjælper dig med at automatisere denne ellers ret tidskrævende proces.

Tip 3 – Pause Keywords With No Impressions

Pause Keywords With No Impressions gør et uundværligt stykke arbejde for dig. Google Ads scriptet finder alle søgeord i kontoen, som ikke har fået nogle eksponeringer, og sætter dem på pause – eller sletter dem, hvis du ønsker det

Det betyder, at din Quality Score ikke bliver påvirket negativt, og du dermed kan få gode placeringer i søgeresultatet for færre penge.

Tip 4 – Ad Customizer

Med Ad Customizer scriptet sparer du tid og målretter din kommunikation. Du kan få Google Ads scriptet til at ændre priser, antal varer og andre værdier i dine annoncer.

Har du en restaurant, som skal kommunikere frokosttilbud om formiddagen og middagsmenu om aftenen? Så er dette script oplagt at bruge.

Tip 5 – Sales Countdown

Hvad er bedre end at kommunikere salgsnedtælling? Spar tid, og kommuniker målrettet til dine kunder. Ved at tilføje en tidsbegrænsning på et tilbud kan du i nogle tilfælde få en bruger til at foretage en handling, de ellers ikke normalvis ville gøre – så hurtigt.

Sales Countdown udregner, hvor mange dage og timer der er tilbage af en tilbudsperiode, og opdaterer annonceparametrene i specifikke annoncegrupper, så du kommunikerer i realtid ud til brugeren.

Dette Google Ads script vil som regel øge din konverteringsrate, da mennesker er programmerede til at handle og tage beslutninger hurtigere, når vi er i tidspressede situationer. Det skaber også en form for Fear Of Missing Out – eller FOMO, som det populært kaldes.

Lad os høre fra dig

Har du brug for hjælp til at komme i gang med scripts? Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker at høre mere.