Længe har det stået klart, at Facebook satser på e-commerce og det, at de vil integrere købsoplevelser direkte på deres platforme. Det har du sikkert hørt om. Men Facebook har nu lanceret deres største satsning indenfor e-commerce nogensinde: Facebook Shops! Dermed går Facebook officielt fra ”bare” at være et socialt medie, til nu også at blive en af verdens største e-commerce platforme.
Hvad betyder det for mig?
Hvis du er ansvarlig for en webshop, et brand eller en lokal virksomhed, er det nu, du har mulighed for at skabe øget salg, komme tættere på dine kunder, skabe innovative købsoplevelser – og øge afkastet på det mediebudget, som du i forvejen bruger på e-commerce.
Facebook Shops gør det nemlig muligt at sælge direkte på platformen – uden at forlade platformen. Det sker blandt andet via Shops på Facebook/Instagram, Instagram Direct, WhatsApp og Messenger. Shops er dermed en naturlig forlængelse af din eksisterende webshop.
Placeringen er i øvrigt ret god. Det er ikke ligesom den traditionelle gågade. Facebook Shops har en placering, hvor 1,7 milliarder mennesker har deres daglige, digitale aktivitet.
Facebook hjælper de små virksomheder i krisetiden
Da Corona-pandemien var på sit højeste, valgte Mark Zuckerberg – direkte i en livestream - at snakke om e-commerce og dens vigtighed for at genopbygge økonomien. Han udtalte blandt andet:
”If you can’t physically open your store or restaurant, you can still take orders online and shop them to people. We’re seeing a lot of small businesses that never had online businesses, get online for the first time. We want to help them.”
Herefter blev Facebooks “nødhjælp” lanceret. Med Facebook Shops vil Facebook hjælpe mindre virksomheder med at sælge online – uden tekniske udfordringer, store gebyrer og lignende udfordringer. Og de har gjort det nemt.
Facebook Shops er en komplet og gratis løsning
For forbrugeren er det blevet endnu nemmere, fordi Facebook Shops er en komplet løsning. Forbrugeren bliver på platformen, kan se produkter, kategorier, har kundeservice og kan betale direkte på platformen. Shops kan derfor hjælpe med at skabe en ensartet oplevelse for kunderne, som er tilgængelig på tværs af alle Facebooks platforme.
Som virksomhedsejer kan du eksempelvis uploade produkter via en feedløsning, gruppere produkterne i kollektioner og designe din webshop. Facebook Shops er også integreret med de store e-commerce løsninger, blandt andet Shopify, så data nemt kan flyde frem og tilbage. I interfacet er der ligeledes en Commerce Manager til rådighed, som giver dig overblikket over salg, indtjening og lignende metrikker.
Derudover er det 100% gratis at bruge. Facebook tager dog et gebyr pr. transaktion, nøjagtigt som langt de fleste andre webshop-udbydere. Gebyret vil være småt, fordi det ikke er der, Facebook vil tjene sine penge. Shops er en naturlig udvikling af Facebooks univers, og det vil komme til at booste Facebooks aktivitet og indtjening via annoncer.
Revolution af Shopping-oplevelsen med kunstig intelligens
Målet er at skabe en helt ny shopping oplevelse. Facebook Shops skal have mulighed for at fortælle unikke historier. Det skal være ligesom at gå ned gennem gågaden og se på butikker – bare digitalt. Netop derfor kan Facebook Shops også customizes i både farver, tekster, layout og meget mere.
Kunstig intelligens skal være en stor del af købsoplevelsen. Facebook har enorme mængder af data til rådighed, som selvfølgelig skal udnyttes - og her står Facebook Shops enormt stærkt.
Forestil dig, at du bliver præsenteret for lige det, du interesserer dig for, og som er relevant for dig lige nu. Dét vil Facebook i langt højere grad kunne hjælpe med end den typiske webshop med statiske sider.
Store planer i vente – foretag et køb med ét klik
Selvom Facebook Shops er i sin spæde start, er det allerede nu revolutionerende for e-commerce. Med tiden kommer der mange flere features, som får stor indflydelse på den måde, vi alle handler på nettet. Allerede nu er der planlagt:
- Instagram Shop, som gør det muligt for forbrugerne at browse produkter direkte i Instagram Explore. Hvis et produkt er interessant, klikker du, hvorefter du med det samme er på produktsiden i enten Facebook eller Instagram.
- Shop via livestreaming er billedet på en fremtid, som både er ukompliceret og øjeblikkelig. Det bliver nemlig muligt for virksomheder at promovere et produkt direkte i en livestream. Som afholder af en livestream kan du tilføje produktet i kommentarerne, og med ét enkelt klik på ”Køb” har du købt produktet.
- Loyalitetsprogrammer er også lige på trapperne. Det skal knytte kunder og virksomheder tættere sammen ved, at kunden kan optjene point og dermed eksempelvis få rabatter. Det kan, som med det meste med Facebook Shops, foregå automatiseret.
En ekstra salgskanal – og en stor del af den fremtidige købsrejse
Vi har allerede den typiske webshop, hvor salget foregår online. Herudover er der flere kanaler, som også er produktspecifikke. Det er blandt Google Shopping, Amazon og altså nu også Facebook Shops. Facebook Shops skiller sig dog ud ved at være meget simpelt - og i øvrigt at have direkte fat i milliarder af verdens forbrugere. Dagligt.
Muligheden er at skabe supplerende salg, men også at få et betydeligt touch-point i den digitale købsrejse- og oplevelse. Det bliver derfor vigtigt at have en strategi.
Skal din virksomhed eller brand være til stede? Er det noget, I aktivt vil benytte? Skal det helt erstatte noget eksisterende? Og hvad med jeres annoncering? I hvor høj grad skal annonceringen integreres med Shops?
Det hele bliver muligt i løbet af sommeren og efteråret - og hvis dit brand skal være klar til revolutionen indenfor e-commerce, skal du forberede dig nu. Det hele starter lige om lidt.